PC-Geeks LAN FAQ

Få svar på de oftest stillede spørgsmål i forbindelse med vore LAN parties.

Hvordan betaler jeg?

Du betaler for tilmelding via MobilePay til vores MobilePay Box, som er oprettet til formålet. Pengene sendes via MobilePay til:

box58520

Denne kode indtastet som modtagernummer, hvor du normalt indtaster f.eks. mobilnummer.

Du kan også bruge dette link:
https://mobilepay.dk/box?untpG59t8PKm06I27sd8Q8lLQ

Husk at du først er garanteret en plads efter registreret betaling, ikke før.

Hvad betyder det at min tilmelding er "ubekræftet"?

Hvis en tilmelding er "ubekræftet" betyder det at der endnu ikke er registreret betaling for tilmeldingen. Uden betaling vil du ikke være sikret en plads til begivenheden. Får du ikke betalt og dermed bekræftet din tilmelding, vil du risikere ikke at kunne komme med.

Eksempel:
Din tilmelding står som ubekræftet, fordi du ikke har betalt. Hvis der f.eks. er 30 pladser til begivenheden, og 30 andre har allerede tilmeldt sig og betalt. Der vil i dette tilfælde ikke være plads til dig, og din tilmelding vil blive annulleret.

Kan jeg få mine penge tilbage, hvis jeg alligevel ikke kan komme?

Kort sagt, nej.

Har du betalt for deltagelse, men ender med ikke at kunne komme alligevel, refunderes pengene ikke. Dette skyldes at pengene udelukkende bruges til udgifter i forbindelse med begivenheden. Betalingen gør at vi sætter en plads til rådighed for dig med internet og strøm. Vælger du ikke at komme alligevel, er det dit eget valg.

Hvad er adressen til stedet?

Adressen til Asaa Billard Klub er:

Vodbindervej 3
9340 Asaa
Danmark

Kan jeg tage mere end én skærm med?

Vi garanterer ikke at der er plads til mere end én skærm pr. deltager. Der er et afgrænset område pr. deltager, og dette skal du holde dig indenfor.

Hvor langt et netkabel skal jeg tage med?

Vi anbefaler at du tager et netkabel med på 3-5 meter, selvfølgelig helst klassificeret til gigabit (cat 6).
Der er nogle switches på hvert bord, men alt efter hvor man kommer til at sidde i forhold til disse, kan afstanden jo variere.

Hvornår kan jeg komme ind til begivenheden?

Vi starter kl 18:00, hvilket betyder at dørene åbnes der.

Der kan i specielle tilfælde og efter aftale muligvis gives tilladelse til at man kan komme ind før dette tidspunkt. Kontakt GibStorm hvis der er specielle omstændigheder der gør at du ønsker aftale om dette.

Er der et sted man kan sove deroppe?

Der er planer om at afsætte en afskærmet sektion som vil blive brugt til at sove i. Der er dog begrænset plads derinde, så det er generelt "først til mølle"-princippet der gælder. Vi håber selvfølgelig at folk kan finde ud af at koordinere indbyrdes, og være fair.

Skal du bruge noget til at sove på (luftmadras, liggeunderlag, drømmeseng eller lignende) så skal du selv stå for at medbringe dette.

Dit sovegrej må kun forefindes i soverummet når du sover derinde, og ryddes væk derfra ellers. Der skal jo være plads til andre også. Det er ikke i orden f.eks. at sætte sin drømmeseng op derinde fredag og først fjerne den når man tager hjem søndag, for på den måde at reservere plads til sig selv.

Hvad skal jeg have med?

Vi har lavet en pakkeliste som kan bruges som reference, når du skal pakke til LAN. Den kan findes på vores forum, her.

Hvad er jeres politik for indtagelse af alkohol?

Af praktiske årsager vil det ikke være tilladt at indtage alkohol til arrangementet. Lokalerne er sat til rådighed af Asaa Billard klub, og der kan desuden være deltagere der er under 18 tilstede. Derfor tolereres dette ikke. Stoffer er selvfølgelig heller ikke tilladt.

Vi forbeholder os retten til at bortvise folk som ikke overholder dette forbud.

Hvilken internetforbindelse er der tilgængelig?

Asaa Billard Klub har en habil fiber-internetforbindelse (750/750 mbit), som vi kommer til at benytte os af. Der skulle derfor være rigeligt med båndbredde til alle.

Vil der være WiFi tilgængeligt?

Ja, vi tilbyder også  tilgang til WiFi. Vi anbefaler dog at du kun bruger det til din mobiltelefon osv, da gaming via WiFi ikke nødvendigvis giver en god oplevelse.

Hvor finder jeg WiFi-informationerne som skal bruges til LAN?

Du kan finde SSID og kode til WiFi som er tilgængeligt til LAN, sammen med øvrigt relevant information på følgende side:

PC-Geeks LAN - nyttig information (kræver adgangskode)

Kan jeg broadcaste til min Twitch/Mixer/YouTube kanal mens jeg er der?

Eftersom vi har en fiber-forbindelse til rådighed, burde det ikke være et problem. Hør dog gerne lige med nogle af de ansvarshavende i denne forbindelse, så vi er klar over hvem der kører stream osv.

Der vil desuden blive opsat en fælles stream, hvor vi forventer at komme til at broadcaste til 24/7 mens LAN varer.

Vil der være mulighed for at kunne få et bad?

Vi har lavet en aftale med Asaa Camping om at man kan gå derover og få sig et bad. Campingpladsen ligger et stenkast fra lokalerne hvor LAN afholdes.

Du skal dog selv huske at have sæbe, håndklæde osv med. Det forventes desuden at du rydder ordentligt op efter dig selv, selvfølgelig.

Er der køkkenfaciliteter man kan bruge?

Der er et lille køkken på lokationen, men det er ikke noget der skal bruges til madlavning. Du kan derfor ikke tilberede mad på stedet selv. Der vil dog være køleskabe tilgængelige, så du kan få kølet dit drikkelse osv.

Det er desuden ikke tilladt at koble køkkenmaskiner osv til strøm inde i LAN-lokalet. Det er der flere årsager til, blandt andet at det bruger en masse strøm, som kan overbelaste grupperne, hvilket kan resultere i strømafbrydelse. Desuden kan det betyde at der kommer til at lugte ret gustent i LAN-salen.

Hvor ofte holder I LAN-party?

Planen er at holde et LAN-party 3 gange om året, så længe der er interesse for det. Vi forsøger at sprede dem jævnt ud over kalenderåret, og så vidt muligt forsøger vi på at undgå sommerferie og lignende. i 2018 har vi holdt LAN i januar, maj og september (ca. hvert 4. måned). Det vil nok nogenlunde komme til at ligge sådan fremadrettet også.

Hvordan fastsætter i hvornår LAN skal afholdes?

For at gøre det så fair som muligt for alle, planlægges det endelige tidspunkt for hvert LAN-party som regel ved at vi laver en doodle. I denne vil alle i en periode have mulighed for at vælge mellem nogle forskellige udvalgte weekender og markere hvornår man kan og ikke kan. Denne doodle er ikke en tilmelding, men blot et værktøj til at afgøre hvilken weekend passer folk bedst, på en demokratisk måde. Efter perioden er gået, vil den weekend hvor flest har mulighed for at komme, blive fastlagt som den weekend LAN vil blive afholdt. Vi har dog på det seneste holdt denne doodle forbeholdt til nogle af de ansvarshavende personer.

Når den endelige weekend er blevet fastlagt, vil der blive lagt en begivenhed op herinde på hjemmesiden, som man herefter vil kunne tilmelde sig i.

Vi har dog denne gang lavet et samarbejde med Asaa Billard Klub, hvilket gjorde at denne weekend blev fastsat uden brug af Doodle-processen.

Synes godt om
Synes godt om Elsker Haha Wow Ked af det Sur